Foreningens vedtægter

VEDTÆGTER for GRUNDEJERFORENINGEN  “FUGLEVANGEN” 3120 Dronningmølle

Approberet af Gribskov kommune 1979

§ 1 Foreningens navn Foreningens navn er Grundejerforeningen “Fuglevangen” med hjemsted i Gribskov kommune.

§ 2 Foreningens medlemmer Foreningens medlemmer består af ejerne af sommerhusgrundene parcel nr. 301-679, udstykket af Stabilia A/S fra matr. 10 d m.fl. Villingerød by, Esbønderup sogn. Medlemmerne er forpligtet til at udrede de bidrag, som generalforsamlingen pålægger dem.

§ 3 Foreningens formål Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser med hensyn til deres ejendomme, herunder veje, fællesarealer, beplantning, kloakforhold mv. Foreningen har skøde på vejarealerne inden for området og tillige pligt til, såfremt Stabilia A/S ønsker det – vederlagsfrit at tage skøde på fællesarealer, dog med respekt af de deklarationer, som myndighederne, herunder fredningsnævnet, måtte kræve tinglyst. Fællesarealerne skal dog ejes tillige af grundejerforeningen, der omfatter parcellerne 001-300.

§ 4 Angående hæftelser og byggepligt Medlemmerne hæfter ikke solidarisk for kontingent eller for foreningens forpligtelser, ligesom medlemmerne ikke har nogen byggepligt. Der kan ikke ved ændring i nærværende love træffes forandring i denne bestemmelse.

§ 5 Overdragelse og forpligtelser Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af den og har meddelt bestyrelsen navn og adresse på den nye ejer, er han dermed ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav gøre på dennes formue. Den nye ejer skal indtræde i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser i foreningen ved overtagelse af grunden. Hvis sælgers meddelelse om ejerskiftet sker mere end 2 måneder efter ejerskiftet, kan foreningen opkræve et ekspeditionsgebyr på op til 1.000 kr.

§ 6 Byggetilladelse Ved bebyggelse skal byggetilladelse indhentes hos bygningsmyndighederne, for tiden Gribskov kommune, Teknisk forvaltning

§ 7 Kontingent og vejfond Til foreningens administration, vejfond og øvrige udgifter betaler hvert medlem for den grund, han er ejer af, hvert år et kontingent, hvis størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Kontingentet er forfalden 1. januar og skal være betalt senest den 15. marts, hvorefter bestyrelsen ellers kan lade sagen gå til inkasso. Vejfondshensættelsen fastsættes af den ordinære generalforsamling.

§ 8 Generalforsamlingsafstemning Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Generalforsamlingen afholdes i København eller Gribskov kommune. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke behøver at være medlem af foreningen. Alle beslutninger træffes ved simpelt flertal, jfr. dog § 11. Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen eller et flertal af de fremmødte forlanger skriftlighed. Hvert medlem har 1 stemme, uanset hvor mange grunde medlemmet ejer. Medlemmer i kontingentrestance har ikke stemmeret. Et medlem kan stemme ved skriftlig fuldmagt fra et andet medlem, dog højst med 3 fuldmagter. Kun medlemmer har adgang til generalforsamlingen 1*. Bestyrelsen kan dog invitere personer udefra, og disse kan få taleret. Der udarbejdes et referat, som underskrives af dirigent og referent.

– 1* Som medlem betragtes den på skødet anførte person samt dennes ægtefælle/samlever. Såfremt en person har en sådan lidelse, at en hjælper er nødvendig (dårligt syn, nedsat hørelse, brækket ben eller lignende), vil bestyrelsen ikke nægte sådanne hjælpere adgang til generalforsamlingen.

§ 9 Ordinær generalforsamling Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den første lørdag i maj måned kl. 10.00. Generalforsamlingen indkaldes ved opslag på foreningens hjemmeside og opslag i foreningens udhængsskab med tre ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, budget og regnskab. 1 Valg af dirigent 2 Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed det forløbne år 3 Forelæggelse af det reviderede regnskab for foregående regnskabsår til godkendelse 4 Behandling af eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmer 5 Forelæggelse af budget til godkendelse 6 Valg af medlemmer til bestyrelsen, herunder formand eller kasserer, jf. § 12. 7 Valg af to suppleanter for et år 8 Valg af to revisorer samt to revisorsuppleanter for et år 9 Eventuelt Forslag, der ønskes behandlet på den årlige generalforsamling, skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest den 15. marts. Bestyrelsen offentliggør sådanne forslag på foreningens hjemmeside og i foreningens udhængsskab sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Sager, der ikke er anført på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. Referat ophænges i foreningens udhængsskab og lægges ud på foreningens hjemmeside ca. 1 måned efter generalforsamlingen.

§ 10 Ekstraordinær generalforsamling Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde som den ordinære, afholdes så ofte, bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst en fjerdedel af medlemmerne til bestyrelsen har indgivet skriftlig motiveret begæring med tilkendegivelse af dagsorden for generalforsamlingen. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden en måned efter begæringens modtagelse. Hvis ikke mindst tre fjerdedele af de medlemmer, der har ønsket generalforsamlingen indkaldt, er til stede, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§ 11 Beslutninger Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på ændring af foreningens love, jf. dog § 4, eller bevilling af midler til formål, der ikke omfattes af formålsparagraffen, kræves, at mindst to tredjedel af foreningens medlemmer er repræsenteret, og at beslutningen vedtages af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, men mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes en ny generalforsamling, der skal afholdes inden en måned. På denne kan vedkommende beslutning gyldig vedtages, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer – uden hensyn til de mødendes antal – er for forslaget.

§ 12 Bestyrelsens sammensætning Bestyrelsen består af fem til ni medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Formand og kasserer udpeges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv. Bestyrelsen vælges for to år ad gangen, således at formand og et bestyrelsesmedlem afgår i lige årstal. Kasserer og sekretær samt et bestyrelsesmedlem afgår i ulige årstal. Dette gælder, såfremt bestyrelsen består af fem medlemmer. Såfremt den udvides til syv eller ni medlemmer, afgår der tilsvarende flere menige medlemmer. Såfremt et bestyrelsesmedlem afgår i utide, kan bestyrelsen supplere sig selv.

§ 13 Bestyrelsesmøder Bestyrelsen har ledelsen af foreningens virksomhed. Der afholdes bestyrelsesmøde så ofte, formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Over forhandlingerne føres en protokol. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af dens medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 14 Tegning af foreningen Foreningen forpligtes ved underskrift af formanden i forbindelse med to andre bestyrelsesmedlemmer. Foreningens regnskab går fra 1.1.-31.12. Der udarbejdes et driftsregnskab og en status. Disse underskrives af den samlede bestyrelse og fremsendes til revisorerne senest den 15.2. og skal af disse være revideret senest 15.3., således at regnskabet med revisorernes påtegning kan sendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

§ 15 Administration af foreningens midler Foreningens midler indsættes i bank, sparekasse eller giro på foreningens navn. Endvidere kan foreningens midler anbringes i børsnoterede kreditforenings-obligationer. Over foreningens midler – bortset fra kassebeholdningen – kan alene disponeres med formandens og kassererens underskrifter i forening. Dog kan Formanden ved en skriftlig fuldmagt bemyndige kassereren til at varetage den daglige administration af foreningens økonomi. Kassereren kan således blive bemyndiget af formanden til at foretage foreningens betalinger via Netbank samt at administrere indbetalinger. Kassebeholdningen må i almindelighed ikke overstige kr. 1.000,-. Bestyrelsen fastsætter regler for kontrol med foreningens midler. Kassereren kan gyldig kvittere for alle indbetalinger og endossere checks til indsættelse på foreningens konto.

§ 16 Foreningens opløsning Foreningens opløsning kan kun finde sted med samtykke af Græsted-Gilleleje kommunes kommunalbestyrelse og i øvrigt kun efter forslag fra bestyrelsen eller to tredjedele af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter samme regler, der gælder for ændring af foreningens love. Foreningen kan dog ikke opløses, så længe der hviler gældsforpligtelser på foreningen.

Vedtaget på generalforsamlingen den 13. maj 1973
Ajourført på ekstraord. generalforsamling den 27. maj 1978
Godkendt af Gribskov kommune den 18. juli 1979
Vedtaget på generalforsamlingen den 1. maj 1993
Vedtaget på ekstraord. generalforsamling den 29. maj 1997
Vedtaget på ekstraord. generalforsamling den 4. maj 2002
Vedtaget på ekstraord. generalforsamling den 3. maj 2003
Vedtaget på ekstraord. generalforsamling 2. juni 2009
Vedtaget på ekstraord. Generalforsamling 6. juni 2011
Vedtaget på ekstraord. Generalforsamling 4. maj 2013
Vedtaget på ekstraord. Generalforsamling 3. maj 2014